Nytårsretreat:

       maria



3 minutters
meditation på "Maria Hjerte"

I anlendning af  gen-indvielsen af "Maria Hjerte Kloster" på Sostrup er her en lille "indflyttergave" fra Moving Meditation  til stedet og alle dets venner.  Denne tre-minutters meditation er for alle, uanset om man har masser af meditationserfaring eller slet ingen, og uanset om man tænker på Maria som Guds mor eller som en helt almindelig kvinde der kan symbolisere det kærlige i tilværelsen.

  → Download tekst til udskrift      

 
→ Lydfil - lyt eller download    (Lyd / musik: Kenneth Plon, Emilie Thalmay,
                                                                                                                Niels Viggo Hansen)
  → Lyd-baggrunden uden guidning       
           









Hvorfor?
Marias hjerte er det alt-favnende i tilværelsen. Det stikker dybere end nogen religion. Uanset hvor man er, og hvad man er midt i, kan man kalde på Marias hjerte – og så vil det være der til at holde en og løfte en. Klostret på Sostrup har hele tiden haft det som sin inderste mening, så man er for alvor gæst på Sostrup hvis man kalder på Marias hjerte, om det så bare er i tre minutter.


Hvordan?
Luk øjnene et øjeblik og mærk hvad der bevæger sig igennem det her liv, i det her øjeblik. Lad det være, uden at lave noget om. Sid eller lig eller stå sådan, et øjeblik. Tre eller fire åndedræt.

Forestil dig – det er lige meget om det er et klart billede eller bare en tanke – at Maria er til stede lige her, med et stort hjerte der elsker dig betingelsesløst og vil dig alt det bedste. Hvad er mon det allerbedste for at du virkelig bliver lykkelig? Sådan noget som at finde kærlighed og venskab? Sådan noget som at blive god til at nære og hjælpe? Generøsitet? Taknemmelighed?

Bliv et minut ved billedet af Maria og hjertet, en ild der brænder i det. Det er en stærk energi der godt kan brænde begrænsninger væk, og give et nyt varmt lys at se ting i. Hvis du har nogle ærgrelser eller savn, er du meget velkommen til at tage dem med derind i den brændende ild af ubetinget kærlighed. Også dybe ønsker.

Slut af med at give venligt slip på billedet eller tanken om Maria. Åbn øjnene og bare sid (eller lig eller stå) et øjeblik med åbenhed, midt i tilværelsen. Tre eller fire åndedræt.
 
Tak fordi du ville være med til at kalde på Marias hjerte.


   


Fra Moving Meditation , august 2015